mandag den 1. april 2013

Et færdig projekt

For et års tid siden - måske endda længere - begyndte jeg at hækle et sjal til mig selv. Så gik lidt død i det, og det røg i bunden af strikkekurven.




Forleden dukkede det så op igen, og da jeg simpelthen ikke kunne komme i tanke om, hvilket mønster det var lavet efter, måtte jeg opgive at lave det større.
Derfor besluttede jeg at hækle en kant omkring, og så kunne det blive et sjal til Sarah. Glæden var stor.




- Posted using BlogPress from my iPhone

søndag den 24. marts 2013

Første strømpe færdig

Så fik jeg strikket en strømpe færdig. Den har været på pinden i halvanden måned, men nu skulle det være! Det er altid med stor tilfredshed, når der lukkes af på sidste pind og et projekt er færdiggjort. Det pokkers ved strømper er bare, at man så lige skal igang med en til den anden fod også.

Den strømpeopskrift jeg bruger, er en jeg fik for mange år siden af en bruger på mit arbejde. Det er en opskrift hvor man strikker masker op langs hælen, og jeg synes det giver et rigtig pænt resultat.




Idag vil jeg få slået masker op til endnu en strømpe, så jeg kan få gjort parret færdigt. Jeg har nemlig bestemt mig for at gå igang med et større strikkeprojekt inden længe - en sweater til mig selv. Faktisk venter jeg bare på, at postmanden kommer med garnet til den, så jeg kan komme igang.

Den sweater jeg har forelsket mig i er OWLS.
Jeg er meget spændt på at komme igang. Opskriften er på engelsk og det har jeg ikke prøvet før. Den strikkes på pind 6.5, så det burde gå rimelig hurtigt fremad.


- Posted using BlogPress from my iPhone

mandag den 18. marts 2013

Fingeraftrykstræ

Til jul havde mine børn lavet et fingeraftrykstræ til deres forældre.
Inspirationen kom herfra og det blev bare så fint. Det var nemt at gå til, da der i linket ligger et træ i PDF-format, lige til at printe ud.



I det oprindelige link, er verset fra ét barn, men jeg lavede det om så det passer til to. Verset lyder som følger:

                                  "You always 
                                   clean the fingerprints
                                   we leave upon the wall.
                                   We seem to to make a mess of things
                                   because we are so small.
                                   The years will pass so quickly
                                   We'll soon be grown like you
                                   and all our little fingerprints
                                   will surely fade from view.
                                   So here's a special picture
                                   a memory that's true.
                                   Recall how tiny our fingers were
                                   when we made this for you."

Hvert barn fik så én farve. Den 5 årige kunne godt forstå hvor aftrykkene skulle sættes, mens den 2 åriges finger skulle føres. Vi brugte bare almindelig acrylmaling. 
Herefter kom billedet i en fin ramme, og nu hænger det og pynter på væggen.



torsdag den 14. marts 2013

DIY påskekyllinger

Jeg fik lyst til at lave et par kyllinger mere, og det var da en oplagt mulighed for at lave min allerførste DIY.

Here goes:

Klip to kvadratiske stykker stof. Denne gang lavede jeg dem 10x10 cm. Klip en kam til hønen - jeg klippede en aflang trekant. Læg kammen som på billedet, mellem retsiderne på de to stykker stof.


Knappenålen her markerer, hvor kammen sidder.



Så skal der sys på tre af siderne. Vær opmærksom på, at kammen er på den første side der syes.



Så vendes der, så retsider og kam kommer udad. Der klippes et næb, som syes på.



Der puttes fyld i. Denne gang prøvede jeg med noget foerstof fra mit lager, men jeg synes faktisk hønsene bliver bedre med noget tungere, f.eks. kikærter, ris, hvedekerner eller lignende,


Så skal der lukkes, og det gøres ved at folde kanterne ned og lade de to syninger mødes.



Sy sammen i hånden, eller på maskine. Jeg synes det bliver i hånden. Så kan du give kræene et par øjne. Jeg har blot limet små perler på.

Her er hønemor ude at spadsere med sine kyllinger.


onsdag den 13. marts 2013

Påskepynt

Jeg er lidt træt af, at nærmest alt påskepynt er sådan noget der skal hænge. Det er nemlig begrænset hvor mange steder jeg lige har plads til en vase med grene. Jeg googlede lidt og fandt frem til nogle fine pyramideformede høns/kyllinger og freestylede mig så lidt frem.

Her er så første udgave, og der er bestemt plads til forbedringer:





Det er blot to kvadratiske stykker stof, i dette tilfælde 8x8 cm, som syes sammen ret mod ret på tre sider. Den fjerde side foldes modsat og hjørnerne syes sammen fra hver side, så der kommer et vendehul midtpå.
Der vendes og så skal der fyldes ærter, bønner, ris i, og vendehullet lukkes. Herefter broderede jeg øjne, samt syede næb og kam fast.
Næste gang jeg skal lave en kylling, vil jeg lægge kammen ind mellem de to stykker stof inden de syes sammen, for det vil få den til at stritte rigtig fint.

Senere på dagen lavede Sarah og
jeg denne ikke så kønne høne på æg.





Dvs. det var mest mig der lavede den, for Sarah mistede hurtigt interessen for alt klippearbejdet. Desværre endte det med at jeg måtte klipse delene sammen, fordi limen ikke kunne holde stykkerne sammen. Findes der mon en lim som virkelig kan lime?
Hvorfor nu starte en blog som kun skal handle om små projekter? Joo, det er fordi det primært er mindre projekter jeg laver. Jeg går simpelthen død i noget, der kræver for meget tid og er alt for omfattende. Jeg har efterhånden ret mange halvfærdige strikkede og hæklede ting liggende, og når jeg så efter et par måneder vil arbejde videre med det, kan jeg ikke finde opskrifterne, bliver sur og kyler det tilbage i kurven. Derfor har jeg besluttet mig for, at jeg lige nu, bare skal lave nogle små, hurtige ting.
Jeg vil også bruge bloggen til at samle en masse links til kreative sysler sammen. Måske er der endda også andre der kan få gavn af sådan en samling.